Gode råd og tips
På denne side kan du finde en række gode råd og tips til hvordan du bedst plejer dit tøj, så du kan have glæde af det så længe som muligt. Lidt om tøjkøb…Når du køber tøj skal du kigge efter om fiberindholdet (hvad varen er lavet af) er oplyst i varen. Det skal fabrikanterne ifølge loven nemlig oplyse.
Se desuden efter, om varen er mærket med renholdelsessymboler (det forhøjer varens kvalitet, hvis den både kan vaskes og renses.) Husk at få renset eller vasket varen inden 1-års klagefristens udløb.
Pletfjerning
Alle kender det - Din nye ynglingstrøje er blevet "ødelagt" af en plet! Hvad skal man gøre?
Her får du 6 gode råd til hvordan du fjerner forskellige typer pletter på dit tøj:
- Brug altid det korrekte pletfjerningsmiddel, og sørg så vidt muligt for at fjerne pletterne straks efter, at det sker. Det gør afpletning meget lettere!
- Sørg for et sugende underlag, hvis det er muligt.
- Rens så vidt muligt fra bagsiden og brug så lidt rensemiddel som muligt.
- Afprøv altid pletfjerningsmidlet et "usynligt" sted først.
- Anvend kun hvide klude.
- Fjern altid pletten INDEN tøjet vaskes almindeligt.
Og så lige et par gode råd:
Frugtsaft:
1 del Citronsyre blandes med 9 dele vand og gnides forsigtigt væk. Er pletten tør, kan den blødes op først med Glycerin i ca. 10 timer.
Rødvin, kaffe, the m.m.:
Skyl straks med koldt vand i tilfælde af umiddelbar fjernelse. Tørre pletter gnides forsigtigt med Glycerin, der skal virke i ca. 10-12 timer. Herefter vaskes med sæbe og vand.
Sovs, margarine, tyggegummi mv.:
Pletter af fedtstoffer, tyggegummi o.lign. gnides væk med ufortyndet Rensebenzin.
Stearin:
Pletter af stearin kan kun fjernes helt ved opløsning og udskylning. Det sker i kemisk rensning. -- Brug aldrig strygejern!
Fedt, olie, lak og harpiks:
Pletter af olie, lak og harpiks fjernes med ufortyndet Isopropylalkohol.
OG HUSK! Når man skal fjerne pletter gælder det om at gnide meget forsigtigt, så man undgår skader på stoffet.
Lyder det alt for omstændigt, kan vi varmt anbefale pletfjerner fra Texcare som vi er forhandler af.
Textilpleje
Der er stor forskel på hvilken type rengøring dine textiler kan tåle. Det kan f.eks. være:
- Vask alene
- Rens alene
- Såvel vask som rens.
Rens slider mindre på tøj end vask. Derfor kan man med fordel lade sit tøj rense med jævne mellemrum. Hovedreglen er dog, at følge de anvisninger som sidder i tøjet.
Vedligeholdelse & rensning
Det er meget vigtigt at tøjet med jævne mellemrum rengøres, for at sikre længst mulig levetid. Rengøring beskytter tøjet mod unødig slitage, da det er snavs i fibrene, der slider tøjet.
Almindelig vask i hånden eller i vaskemaskine kan ændre på naturfibrene i textilerne og kan medføre at tøjet filter eller krymper. Derfor er det en god ide med jævn mellemrum at rense tøjet, da dette er den skånsomste form for vedligeholdelse.
Fordelene ved rensning er bl.a.:
- Tøjet renses i dybden
- Rensning ændrer ikke naturfibrene i textilerne
- Tøjet forbliver rent i længere tid.

